Coloplast A/S - Coloplast gennemfører opkøbet af Atos Medical
Coloplast har nu gennemført opkøbet af Atos Medical, der blev offentliggjort den 8. november 2021, efter godkendelse fra de relevante myndigheder.
Vilkårene er som angivet i Coloplasts selskabsmeddelelse nr. 9/2021 om opkøbet af Atos Medical. De finansielle forventninger til regnskabsåret 2021/22 blev opdateret med købet af Atos Medical i forbindelse med regnskabsmeddelelsen for 1. kvartal 2021/22, der blev offentliggjort 25. januar 2022, og gentages i dag:
- Den forventede organiske omsætningsvækst er ca. 7% i faste valutaer.
- Den rapporterede vækst i danske kroner, ekskl. Atos Medical, forventes at være ca. 9% mod tidligere ca. 8% som følge af valutakursudsving. Indvirkningen af opkøbet af Atos Medical på den rapporterede vækst forventes at være ca. 6 procentpoint (otte måneders indvirkning). Samlet forventes den rapporterede vækst at være ca. 15%.
- Den rapporterede overskudsgrad før særlige poster forventes at være ca. 31% mod tidligere ca. 32% som følge af afskrivninger på immaterielle anlægsaktiver på ca. 200 mio. kr. i forbindelse med Atos Medical-opkøbet (otte måneders indvirkning).
- Den rapporterede overskudsgrad efter særlige poster forventes at være ca. 30%, påvirket af særlige poster på ca. 150 mio. kr. relateret til engangstransaktions- og integrationsomkostninger i forbindelse med Atos Medical.
- Anlægsinvesteringer forventes at udgøre ca. 1,3 mia. kr. mod tidligere 1,2 mia. kr.; stigningen afspejler indvirkningen af Atos Medicals anlægsinvesteringer og integrationsomkostninger i forbindelse med opkøbet.
- Den effektive skatteprocent for regnskabsåret 2021/22 forventes at være ca. 23, mod tidligere 22-23 som følge af opkøbet af Atos Medical.
Virksomhedens langsigtede forventninger på 7-9% årlig organisk vækst og en rapporteret overskudsgrad på over 30% er uændrede.
Atos Medical – et nyt kronisk område for Coloplast
Med det gennemførte opkøb tilføjer Coloplast et nyt kronisk forretningsområde (ØNH & Respiratorisk pleje), der vil blive drevet som en separat strategisk enhed på Coloplasts fælles infrastruktur.
"I dag er en historisk dag, da vi har gennemført opkøbet af Atos Medical, som er det største opkøb nogensinde i Coloplasts historie. Vi byder medarbejderne i Atos Medical og Tracoe hjerteligt velkommen i Coloplast-familien. Jeg ser frem til den vækstrejse, der venter os, og til at hjælpe med at gøre livet nemmere for personer, der lever med en halsstomi," siger Kristian Villumsen, administrerende direktør for Coloplast.
Britt Meelby Jensen har besluttet at fratræde sin stilling som administrerende direktør for Atos Medical pr. 1. marts 2022, men vil fortsætte som rådgiver for virksomheden. Caroline Vagner Rosenstand er blevet udnævnt som Britt Meelby Jensens efterfølger. Caroline Vagner Rosenstand begyndte hos Coloplast i 2015 og har haft flere strategiske og kommercielle lederstillinger i virksomheden, herunder som VP Corporate Strategy and M&A med bl.a. to år i det amerikanske datterselskab og senest som VP Emerging Markets (Central- og Østeuropa samt Israel). Før Coloplast arbejdede Caroline Vagner Rosenstand for kapitalfonden Axcel i 8 år.
"Jeg vil gerne takke Britt Meelby Jensen for hendes fremragende ledelse og bidrag til Atos Medical over de sidste tre år. Under hendes ledelse har virksomheden oplevet en flot udvikling, og jeg er virkelig imponeret over de resultater, som Britt Meelby Jensen og hendes team har skabt," siger Kristian Villumsen.
"Det har været en stor ære at være en del af rejsen i Atos Medical; jeg er stolt over de stærke resultater, som medarbejderne har skabt, og over vores indsats for at gøre livet nemmere for mennesker, der lever med en halsstomi. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger for deres store indsats. Jeg forlader en virksomhed i god form, og jeg er sikker på, at Atos med støtte fra Coloplasts ekspertise og kompetencer kan sikre en lys fremtid for vores kunder, kolleger og andre interessenter. Jeg glæder mig til at følge med på sidelinjen, mens jeg forfølger nye karrieremuligheder," siger Britt Meelby Jensen.
Der er yderligere oplysninger om opkøbet af Atos Medical i selskabsmeddelelsen af 8. november 2021 (). De opdaterede finansielle forventninger i relation til opkøbet af Atos Medical er beskrevet i regnskabsmeddelelsen vedrørende 1. kvartal af 25. januar 2022 ().
For yderligere information, kontakt venligst
Investorer og analytikere
Anders Lonning-Skovgaard
Koncerndirektør, CFO
Tlf. 4911 1111
Ellen Bjurgert
Vice President, Investor Relations
Tlf. 4911 1800 / 4911 3376
Email:
Aleksandra Dimovska
Sr. Manager, Investor Relations
Tlf. 4911 1800 / 4911 2458
Email:
Presse og medier
Dennis Kaysen
Sr. Director, Communications
Tlf. 4911 2608
Email:
Adresse
Coloplast A/S
Holtedam 1
3050 Humlebæk
Danmark
CVR Nr. 69749917
Hjemmeside
Denne selskabsmeddelelse fås på dansk og engelsk. I tilfælde af forskelle mellem den danske version og den engelske version, skal den danske version være gældende.
Coloplast udvikler produkter og serviceydelser, der gør livet lettere for mennesker med yderst personlige og private lidelser. Ved at arbejde tæt sammen med brugerne af vores produkter udvikler vi løsninger, der opfylder deres specielle behov. Vi kalder det intim sundhedspleje. Vores forretningsområder er inden for stomi, kontinens, hud- og sårpleje samt urologi. Vi er en global virksomhed med omkring 12.500 ansatte.
Coloplast-logoet er et registreret varemærke tilhørende Coloplast A/S. © 2022-01.
Alle rettigheder forbeholdes. Coloplast A/S, 3050 Humlebæk, Danmark.
Vedhæftet fil
