Copenhagen Capital A/S – Delårsrapport for 1. halvår 2023
Bestyrelsen i Copenhagen Capital A/S har i dag behandlet og godkendt koncernens ikke-reviderede delårsrapport for perioden 1. januar – 30. juni 2023, hvorfra det kan fremhæves:
- Omsætningen er opgjort til. kr. 23,2 mio. for 1. halvår 2023 mod kr. 20,8 mio. for 1. halvår 2022
- Resultat før værdireguleringer og skat (EBVAT) blev kr. 8,9 mio. for perioden mod kr. 8,7 mio. for samme periode sidste år
- Resultat efter skat for 1. halvår af 2023 et underskud på kr. 31,4 mio. mod et overskud på kr. 90,1 mio. for 1. halvår 2022
- Selskabets egenkapital er pr. statusdagen opgjort til kr. 523,5 mio. mod kr. 551,2 mio. pr. 30. juni 2022
- Dagsværdien af koncernens ejendomme udgør pr. 30. juni 2023 kr. 1.104 mio. mod kr. 1.129. mio. pr. 30. juni 2022. Det gennemsnitlige vægtede afkastkrav er opgjort til 4,05% mod 3,57% pr 30. juni 2022
- Dagsværdi af gæld i ejendommene udgør pr 30. juni 2023 kr. 464,8 mio. og loan to value er opgjort til 42,1%
- Resultat pr. aktie er opgjort til -0,65 kr.
- Indre værdi pr. 30. juni 2023 er opgjort til 8,40 kr. pr. aktie.
Selskabet har i perioden arbejdet med kapitalstrukturen. Der er udstedt i alt 13.007.097 stk. 40% præferenceaktier 2032 med et bruttoprovenu på kr. 108,2 mio., aktierne er optaget til handel på Nasdaq Copenhagen. I samme periode er der tilbagekøb i alt 45.534.255 stk. 8% præferenceaktier 2024 for i alt kr. 94,4 mio.
Koncernen har i 1. halvår 2023 overtaget 2 ejendomme, beliggende på Rådmandsgade 43-45, 2200 København N og Stadionvej 92-94, 2600 Glostrup. Rådmandsgade 43-45 er en blandet bolig/erhvervsejendom, hvor købet har en attraktiv startforrentning på ca. 5,25% og gode udviklingsmuligheder. Stadionvej 92-94, 2600 Glostrup består af 24 ejerlejligheder opført i 2019 og er indkøbt til en startforrentning på 4,25%.
Copenhagen Capital A/S fastholder forventningerne til 2023 om et resultat af primær drift mellem kr. 17,0 mio. og kr. 20,0 mio. før værdireguleringer af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi og skat.
”Vi er tilfredse med driften af kerneforretningen, som er en smule bedre end samme periode sidste år på trods a stigende renteudgifter. Tomgang og restancer er lave” Udtaler direktør Rasmus Greis og fortsætter ”Markedet for investeringsejendomme er præget af usikkerhed og lav aktivitet indenfor alle segmenter. Copenhagen Capital A/S følger markedet tæt i forventning om at der kan opstå gode langsigtede muligheder.”
Med venlig hilsen
Copenhagen Capital A/S
Direktør Rasmus Greis
Telefon:
Email:
Vedhæftet fil