MT Højgaard Holding A/S: Rasmus Untidt bliver ny CEO for MT Højgaard Holding
Bestyrelsen for MT Højgaard Holding har med virkning fra 25. september 2024 udnævnt nuværende finansdirektør (CFO) Rasmus Untidt til administrerende direktør (CEO). Rasmus Untidt afløser Steffen Baungaard, der vil stå til rådighed i en overgangsperiode. Koncerndirektionen i MT Højgaard Holding udgøres herefter af Rasmus Untidt.
Rasmus Untidt blev ansat i koncernen i 2014 med ansvar for strategi og forretningsudvikling, og i april 2022 trådte han ind i koncernledelsen med titel af strategidirektør. I december 2022 blev hans ansvarsområder udvidet til også at omfatte økonomi og finans, da han blev udnævnt til CFO og medlem af koncerndirektionen, hvor han har bidraget til at sætte de strategiske og finansielle rammer for koncernens langsigtede udvikling. Han er bestyrelsesmedlem i alle væsentlige selskaber i koncernen.
Bestyrelsesformand Carsten Dilling siger: ”Vi er stolte over at rekruttere den næste CEO fra egne rækker og sikre kontinuiteten med Rasmus i front for holdingselskabet med fokus på af udvikle porteføljen og styre de finansielle risici. Rasmus har stærke strategiske og finansielle kompetencer, gode lederegenskaber og et dybt kendskab til koncernen. Han er om nogen optaget af at skabe de bedste rammer for ledelserne i vores forretningsenheder, så vi kan skabe værdi for aktionærer, kunder og partnere. I direktionen har Rasmus leveret så overbevisende resultater, at vi er meget trygge ved – og glade for – at overlade roret til ham.”
Bestyrelsen udtrykker en stor tak til Steffen Baungaard for hans indsats i MT Højgaard Holding siden marts 2021, først som medlem af bestyrelsen og fra november 2023 som koncernchef.
”Steffen spillede i bestyrelsen en vigtig rolle i den strategiske proces, som førte til beslutningen om at afvikle de internationale aktiviteter og fokusere 100% på vores velindtjenende danske forretning. Det var oplagt, at Steffen sidste år trådte til som CEO for at følge denne beslutning til dørs, og nu er afviklingen af den internationale forretning så langt fremme, at han med god samvittighed kan træde fra,” siger Carsten Dilling.
Rasmus Untidts ansvarsområder inden for økonomi og finans overtages af nuværende koncernøkonomichef Dennis Nørgaard, der udnævnes til finansdirektør (CFO) og har 15 års erfaring med rapportering, kontrol og finansielle forhold fra især projekttunge, børsnoterede selskaber.
Kontakt
Henvendelse til bestyrelsesformand Carsten Dilling og CEO Rasmus Untidt kan ske på telefon .
Vedhæftet fil